Efter mange års uvished bryder Paul Kariya sin tavshed

Fyrreogfyrreoghalvtreds sekunder. Otteogfyrre sekunder med at ligge ubevægelig på isen efter at have fået et brutalt slag i kamp 6 i Stanley Cup-finalen i 2003 – og Paul Kariya husker intet af det. Ikke slaget, ikke det mål, han scorede bagefter, ikke Game 7, ikke engang de følgende par dage efter sæsonafslutningen. I onsdags fik TSN-reporter Michael Farber et sjældent møde med den tidligere Anaheim Ducks-stjerne, og resultatet er en følelsesladet og mørk historie om, hvad der virkelig skete efter det skæbnesvangre slag.

Game 6: The Hit

Lad os spole tilbage til den dag, hvor slaget skete. Den 7. juni 2003 mødtes Anaheim Ducks med New Jersey Devils i kamp 6 i Stanley Cup-finalen. Devils førte serien tre kampe mod to, og de daværende Mighty Ducks var nødt til at vinde for at fremtvinge kamp 7 i New Jersey. Ducks førte 3-1 over Devils med lidt over 13 minutter tilbage af anden periode, da Kariya skøjtede op ad isen og spillede pucken videre til en holdkammerat. Efter opspillet lagde Devils Scott Stevens et hårdt og brutalt slag ind i Kariya, som faldt fladt ned på isen på ryggen og var ubevægelig. Efter nogle øjeblikke rejste Kariya sig op og begav sig til omklædningsrummet. Fire og et halvt minutters spil senere vendte Kariya tilbage. Med ca. to minutter tilbage af anden periode kørte Kariya op på isen og slap et slagskud. Han scorede, og vi fik det altid så berømte “Off the floor, on the board!”-råb.

Ducks vandt kampen 5-2 og fremtvang kamp 7, men ville tabe til Devils i New Jersey med 3-0 og ville tabe finalen med fire kampe mod tre. I eftersæsonen blev Kariya en ubegrænset free agent og skrev under med Colorado Avalanche. Herfra skulle Kariya kun tilbringe en sæson hos Avs, inden han i 2004-05 tog til Nashville Predators, en sæson, der blev afbrudt ikke kun af lockouten, men også af Kariyas nagende skader. I 2007 underskrev Kariya en treårig aftale med St. Louis Blues og forblev i St. Louis indtil 2010, hvor han derefter meddelte, at han ville sidde over i sæsonen 2010-11 i National Hockey League med postcommotionelt syndrom. Den 29. juni 2011 meddelte Paul Kariya, at han trak sig tilbage fra NHL og ishockey. Han pådrog sig i alt seks hjernerystelser samt andre mange skader i lysken, låret og anklerne. Kariya, der engang var en lovende ung stjerne og en stjerne spiller, var færdig.

I sin 15-årige karriere skøjtede Kariya i alt 989 NHL-kampe, scorede 402 mål og lavede 587 assists for i alt 989 point. Han var et fjerde samlede draftvalg, Ducks’ første franchisevalg nogensinde i NHL Entry Draft i 1993. Han vandt en sølvmedalje som en del af Team Canada ved vinter-OL i Lillehammer i 1994 og en guldmedalje ved vinter-OL i Salt Lake City i 2002. Han vandt en guldmedalje (1994 i Italien) og en sølvmedalje (1996 i Østrig) som medlem af Team Canada ved verdensmesterskaberne. I 1995 blev Kariya udnævnt til NHL All-Rookie Team. Han var en First Team All-Star i 1996, ’97 og ’99, en Second Team All-Star i 2000 og ’03 og vandt Lady Byng Memorial Trophy (mest sportslige spiller) i både 1996 og ’97. Han havde også én sæson med over 50 mål (1995-96) og to sæsoner med over 100 point (1995-96 og 1998-99).

Postkarriere

Men det mest sørgelige af alt var, hvordan Kariya fjernede sig selv fra ishockeykredsen og holdt sig ude af rampelyset i seks år. Han oplyser, at hans hjernefunktion faldt med 60 % efter karrieren, og i en anden test, en test for hans aldersgruppe, testede han i 25. percentil. I interviewet med Farber forklarede Kariya: “I slutningen af min karriere, da jeg blev testet af Dr. Lovell, som skabte IMPACT-testen, faldt min hjernefunktion med over 60 %. Da jeg blev testet af en anden læge, bare en generel test for min generelle aldersgruppe, lå jeg i den 25. percentil. Jeg var en anstændig elev. Jeg kom ind på Harvard. Jeg er ikke en 25 % studerende. Der var en betydelig skade.” Det er forfærdeligt at se, hvordan en så lysende ung stjerne kunne lide så slemt i hænderne på et spil, som han elskede højt. Men måske er det mest følelsesladede af alt? Kariya sagde, at han ikke har taget sit udstyr på, siden han sidst spillede i 2010 i St. Louis.

Så hvor er Kariya i dag? Han bor ud for kysten i Californien og har taget surfing op, en hobby, som han finder afslappende og terapeutisk. “I første omgang var det en ny udfordring. At lære en ny sport. Jeg har altid nydt at lære nye ting. Det var en stor tidsudfordring. Helt sikkert. Jeg har kammerater, der tager derud, og de er egentlig ikke engang interesseret i at fange bølger. De vil bare gerne være ude i havet og sidde der og være sammen med deres tanker. Du er der bare med dit bræt og nyder dig selv. Det er en fredelig sport.”

I sidste år blev det annonceret, at Kariya ville blive optaget i Hockey Hall of Fame. “Det er den største ære, jeg nogensinde har fået i mit liv. Noget, som jeg aldrig i mine vildeste drømme nogensinde ville have tænkt på på noget tidspunkt i mit liv.” Det er virkelig noget af en ære, og Kariya er yderst fortjent til den. Det bliver spændende at se ham tilbage i ishockeyverdenens rampelys, når han officielt bliver optaget i Hall’en i november.

Interviewet med Kariya kan ses nedenfor.

Hovedbillede:
Embed from Getty Images