Mickey Gilley

Mickey Leroy Gilley blev født 9. marts 1936 i Natchez, Mississippi. Han er bedst kendt som countrysanger og pianist, men flyttede til Houston som 17-årig og begyndte at spille rock n roll i lokale klubber og optog “Tell Me Why” og “Oo-ee-baby” for det lokale Minor-selskab. Han havde ikke megen succes på en række forskellige pladeselskaber – Dot (Memphis), Rex (New Orleans), Khoury (Lake Charles, Louisiana), indtil han i 1960 indspillede “Is It Wrong” for Potomac, som blev et regionalt hit. Desværre lukkede pladeselskabet, og Mickey fortsatte med at forsøge sig på Lynn, Sabra og Princess.

Han optrådte i høj grad i sin fætter Jerry Lee Lewis’ (og en anden fætter, pastor Jimmy Swaggart) rock n roll-pianostil. Han dannede sit eget label, Astro, i 1964 og udgav et album opkaldt efter en af Lewis’ succeser, “Down the Line”. Albummet, der blev genudgivet på Paula, blev et regionalt hit. Den store succes blev dog ved med at undgå ham, selv om han fik et mindre hit med “Now I Can Live Again” fra albummet. Ved en Astro-session indspillede han en version af George Morgans gamle hit “Room Full of Roses”, som blev spillet i radioen lokalt og blev optaget til national udgivelse af Hugh Heffners Playboy-selskab. Det blev nr. 1 på Country-listerne. Efter yderligere 12 hits med pladeselskabet blev Playboy overtaget af Epic, og Gilley flyttede dertil for at få sin mest konsekvente række af album- og singlesucceser.

Han optrådte nu med rent piano-ledet country-materiale. Gradvist bevægede han sig i 1980’erne mod en mere poporienteret lyd, hvilket gav ham yderligere succes på ikke blot Country-listerne, men også på Pop-listerne. Inden da havde han dog haft en række Country-hits i løbet af 70’erne, ofte genindspilninger som “I Overlooked An Orchid” (Carl Smith – nr. 1, 1974), “City Lights” (Bill Anderson – nr. 1 1975), “Window Up Above” (George Jones – nr. 1 1975), “Bring It On Home” (Sam Cooke – nr. 1 1976). Hans blanding af rockabilly, honky tonk og uptown country gav flere hits med “Chains of Love” (nr. 9, 1977), “Honky Tonk Memories” (nr. 4, 1977) og “Here Comes The Hurt Again” (nr. 9, 1978).

I alt havde Gilley 33 Top 10-singler, hvoraf 17 nåede nr. 1, på den amerikanske countryliste mellem 1974 og 1986. Blandt de største hits var “Don’t the Girls All Get Prettier at Closing Time” (nr. 1), “Overnight Sensation” (nr. 7, begge i 1976), remakes af Ben E King-hittet “Stand By Me” og Buddy Hollys “True Love Ways” (begge nr. 1 i 1980).

I 1971 lånte han sit navn til åbningen af den berømte country-natklub Gilley’s i Pasadena, Texas. Hans karriere fik et stort løft, da både klubben og hans musik fik en fremtrædende plads i filmen “Urban Cowboy” fra 1980. Soundtracket indeholdt Buddy Holly-coveret, som blev nr. 1. Klubben lukkede i 1989, og bygningen blev stærkt beskadiget af en brandstiftelse senere samme år. En ny Gilley’s-klub åbnede i 2003 i Dallas-Fort Worth-området. Og i Gilley’s Theatre and Diner i Branson havde sangeren et succesfuldt ophold i denne by i Missouri.

Hans seneste succesfulde indspilningsaktivitet var i 1988, da han udgav “Chasin’ Rainbows” på Airborne, som producerede hans sidste Top 40-single til dato, da “She Reminded Me Of You” nåede nr. 23 på Country-listerne.

I juli 2009 pådrog Gilly sig en rygskade ved et fald og blev fløjet til Houston til medicinsk behandling, men vendte efterfølgende tilbage til Branson og optrådte i sit teater der. Han har en informationsside på Facebook, hvor han regelmæssigt sender videobeskeder til medlemmerne. En nyere fælles biografi om de tre fætre, Jerry Lee Lewis, Jimmy Swaggert og Mickey, kaldet “Unconquered” af J D Davis, er et must for enhver fan af deres musik, rock n roll, country og gospelmusik.